En film om drømme, demokrati og genfødsel.
A-town - alias Albertslund - er resultatet af en stor drøm om det gode liv, udtænkt i 60'erne. Men byen endte med at blive meget anderledes end det, arkitekter og politikere havde forestillet sig. Nu - 50 år senere - drømmes der igen stort: Byen står midt i danmarkshistoriens mest ambitiøse renovering, en forvandling fra begyndende ghetto til bæredygtig drømmeby.
Dokumentarfilmen ”Tilbage til A-town” dykker ned i beboernes drømme, fra starten af 60'erne til i dag. Den holder dem op mod arkitekternes visioner og spørger, om demokratiet er drømmenes ven eller fjende.
Den store A-drøm
Det hele begyndte med den store, socialdemokratiske drøm om lys og luft til arbejderklassen - et ambitiøst, eksperimenterende byggeri, der lagde højhusene ned og skabte ”tæt/lav”-begrebet, hvor alle havde natur, butikker og institutioner inden for rækkevidde. A-town blev verdensberømt, og de ældre beboere husker, hvordan arkitektstuderende fra hele verden kravlede op på plankeværkerne for at kigge ind i denne ultramoderne verden.
Fiasko og triumf
Men det blev ikke helt, som man havde forestillet sig. Det var nogle helt andre beboere, der flyttede ind, fortrinsvis progressive funktionærer og pædagoger fra den yderste venstrefløj, der ville eksperimentere med boformer og fællesskaber. Det viste sig også, at der var problemer med husene. Elementbyggeriet, hvor hele sektioner for første gang ankom færdigstøbte til byggepladsen, var måske gået for stærkt. Det regnede ind, hvilket medførte svamp i tagene. Men det spirende beboerdemokrati var stærkt, og snart havde beboerne i fællesskab lagt pres på myndighederne for at få udbedret skaderne. A-towns beboerdemokrati fik endda ændret Danmarks lovgivning. Det var en triumf.
Gyldne tider på bjerget
Modgangen havde styrket beboerne. De havde et stærkt fællesskab, gode, billige boliger og en masse rekreative naturområder, en badesø og endda deres eget kunstige bjerg, som man kunne suse nedad på kælk eller bestige med madkurv om sommeren. A-town var en oase på vestegnen for den moderne, langhårede, progressive type.
Drømmen brænder ud
Men bjerget voksede ikke ind i himlen. Faktisk groede det til, så man snart ikke kunne kælke uden, at det var forbundet med livsfare. A-town kom ind i en ond spiral. De ressourcestærke flyttede væk eller blev måske trætte af kampen. Gennemsnitsalderen steg. Færre børn. Stigende kriminalitet og flere på overførselsindkomst. Området blev op igennem 90’erne og 00’erne slidt ned og senest offer for det højeste antal påsatte brande nogensinde: 99 brande på mindre end seks måneder.
Masterplanens Fugl Føniks
Hvordan kunne det gå så galt? Godt nok var det ikke gået som den ubrudt socialdemokratisk regerende kommune havde drømt om i sin tid, men noget lige så godt, eller endnu bedre, var kommet i stedet. Indtil det sluttede. Man måtte gå offensivt til værks. I samarbejde med boligforeningerne gik man i gang med at revitalisere drømmen om A-town som rammen om det gode liv – for alle. Danmarkshistoriens mest ambitiøse byfornyelsesplan, kaldet ”masterplanen”, blev sat i søen.
Indre og ydre plankeværker
Flere storstilede arkitektkonkurrencer blev iværksat. Danmarks bedste arkitekter og ingeniører blev bedt om at gennemtænke A-town igen. Hvordan kunne man forbedre husene, som trængte til en ordentlig renovering, men mest af alt - hvordan kunne man få gang i fællesskabet, få børnene og trygheden, det moderne, pulserende liv tilbage? Det første, arkitekterne ønskede, var at skabe mere åbenhed og transparens og fjerne nogle af de mange, høje plankeværker, der adskilte boliger og fællesarealer. Plankeværkerne blev selve symbolet på den lukkethed, frygt og selvtilstrækkelighed, der prægede området, som i medierne stadig oftere blev benævnt det frygtede ord ”ghetto”.
Beboerne træder i karakter - igen
Men som sidste gang, der var store drømme på spil, træder beboerne ind og mener noget andet. De vil beholde deres plankeværker. De ønsker ikke nødvendigvis den åbenhed, som arkitekterne forestiller sig. Faktisk ønsker mange af dem slet ikke alle moderniseringerne. Beboerne er bekymrede for, at en højere husleje vil tvinge mange af dem til at flytte. De er bange for, at det hele i virkeligheden er en fordækt, social udrensning af ”fattigrøvene”.
Men hvad ønsker beboerne så? Hvad drømmer beboerne om i deres stille sind?
Er demokratiet drømmenes fjende?
At bygge til fremtidens beboere er svært. Det så man i 60’erne. Det ser man nu. Mange river sig i håret over, at beboerdemokratiet risikerer at begrænse den smukke plan. Beboerne kan i sidste ende nedstemme det meste af arkitekternes arbejde og hele fremtidssikringen. Graver A-town sin egen grav? Eller er beboerne bare endnu en gang ikke enige med myndighederne om, hvad det gode liv er? Og hvad med fremtidens beboere – de kan jo ikke stemme?
Hvorfor film? Hvorfor prøvehuse?
I april 2014 står seks prøvehuse færdige. Her viser arkitekterne, med udgangspunkt i beboernes ønsker, hvor smukt området kan blive. Næsten samtidig foreligger en pilot, en smagsprøve på den færdige dokumentarfilm, ”Tilbage til A-town”. Filmens formål er det samme som prøvehusenes – næsten.
Filmen ser det hele med beboernes øjne. Ingen eksperter og politikere kommer til orde i denne film. Beboerne, unge som gamle, fortæller selv hele historien, fra de tidlige 60'ere til flere år frem i tiden, når renoveringen er tilendebragt. Filmen dykker dybt ned i beboernes drømme og iscenesætter dem i konkrete – ofte abstrakte – drømmebilleder for A-towns fremtid.
Film og prøvehuse kan i kombination vise os, hvor boligområder som A-town er på vej hen. Et fremtidsscenario for hele den unikke ”almene sektor”, som Danmark er så berømt for.
Hvem støtter filmen?
A-town fylder 50 i disse år. I den forbindelse støtter en række lokale aktører forarbejdet til dokumentarfilmen ”Tilbage til A-town”: Albertslund Kommune, BO-VEST (VA og AB), Wissenberg m.fl. Men skal filmen kunne realiseres, må også nationale og helst også internationale interessenter i spil: Fonde, private og offentlige institutioner inden for byggebranchen, arkitektur, film og TV.
Filmen henvender sig til en bred målgruppe i ind- og udland: Alle, der interesserer sig for arkitektur, byudvikling eller mere generelt, fremtiden for den danske model!
Filmen instrueres af Daniel Wedel, der tidligere har skabt filmen ”Beton” om Urbanplanen og teaterdokumentaren: ”Vollsmose – portræt af en bydel” for Odense Teater.
